Hvornår har jeg brug for en psykolog?

Vi møder alle udfordringer, som på en eller flere måder kan påvirke vores humør, tanker, handlemønstre og kropslige fornemmelser. Det er en naturlig del af livet.

Ofte er det en periode vi skal igennem. En periode, hvor vi kan være usikre og famlende og som for en tid kan opleves svær og negativ, men som vi alligevel føler en form for fremdrift eller udvikling i.

Sådanne perioder kan opstå som reaktion på arbejdspres, udfordringer i relationer, pludselige uforudsete hændelser som sygdom, ulykke eller dødsfald eller måske fordi ens livssituation ændres væsentligt, feks når man bliver forældre.

I de fleste tilfælde vil vi have en fornemmelse af vejen frem, og derfor også følge os trygge ved, at vi selv kan håndtere situationen trods ubehag. I disse tilfælde kan det give mening at opsøge en psykolog, hvis man ønsker at drøfte sine problemstillinger med en udenforstående, men ellers vil de fleste finde en vej selv.

Oplever du derimod ikke, at du ved egen hjælp kan skabe udvikling og fremdrift i tingene, og bliver udfordringerne og de mange bekymringer, ængstelse eller grublerier bare ved og ved – måske endda værre og værre – så er det en god ide at kontakte en psykolog.

I sådanne tilfælde er det vigtigt, at du hurtigst muligt får hjælp til at bryde den onde spiral, du er fanget i, og dette vil ofte kræve nye perspektiver og hjælp/vejledning fra en udenforstående. En udenforstående som forstår og genkender de vedligeholdende faktorer bag mistrivsel, stress, angst, depression, krisereaktioner mm. og som derfor også ved, hvordan du bedst arbejder med at bryde de uhensigtsmæssige mønster og derved opnår øget trivsel.

Det er vigtigt at understrege, at det ikke er nødvendigt at have en diagnose (f.eks. depression eller angst) for at gå til psykolog.

Måske oplever du “bare” at du mistrives, har generende mange tanker, oplever stort usikkerhed på dig selv, følelsen af stress, vrede eller måske tristhed, men uden at du ved præcist hvorfor. Dette er meget normalt, men står det på igennem længere tid, så er det ofte godt og meget givende at få professionelle øjne på udfordringerne, så din livskvalitet igen kan øges.

En dygtig psykolog vil i løbet af en session oftest kunne vurdere, om der er behov for flere samtaler, om du evt. skal henvises videre (til egen læge feks) eller om det, du oplever, er en normal reaktion på en udfordrende situation (feks en traumatisk oplevelse eller stort arbejdspres), som du selv kan arbejde videre med uden yderligere hjælp.

Er du fortsat i tvivl om, om samtaler med en psykolog kan hjælpe netop dig, så book gerne en tid hos en af os og lad os sammen undersøge, hvad der er på spil.